VEDTÆGTER
BB-klubbens vedtægter af 7. september 2013
§1 Navn
Klubbens navn er "Interesseklubben for Briter og Burmesere".
Stk. 2 - Foreningens navn forkortes: "BB-klubben"
§2 Formål
Klubbens formål er:
- at udbrede kendskab til og interesse for Briter og Burmesere,
- at stimulere opdræt af sunde, racetypiske katte med godt temperament,
- at arbejde for en større udbredelse af de to racer,
- at yde konsulentbistand til medlemmerne,
- at afholde specialudstillinger,
- at udsende nyhedsbrev minimum to gange årlig,
- at føre killinge-/opdrætterliste,
- at etablere samarbejde med andre klubber.
Stk. 2 - Klubben er underlagt Felis Danicas til enhver tid gældende love for specialklubber.
Stk. 3 - Hvert medlemskab berettiger til én stemme.
§3 Medlemmer
Enhver med interesse for klubben og dens formål kan optages som medlemmer. For medlemmer, som tillige er opdrættere, gælder desuden, at man skal kunne trække stamtavler fra en klub i FIFE-regi.
Stk. 2 – Medlemskab af klubben kan være i form af prøvemedlem, almindeligt medlem, opdrættermedlem eller æresmedlem. Æresmedlemmer betaler ikke kontingent til klubben. Prøvemedlemmer betaler ikke kontingent til klubben minimum 6 måneder. Opdrætter-medlemmer kan gøre brug af de annonceringsmuligheder BB-klubbens hjemmeside tilbyder via login.
Stk. 3 – Forslag om optagelse af æresmedlemmer skal følge § 5, stk. 5. Som æresmedlemmer kan optages personer, der har udmærket sig ved specielt virke for klubbens fremme.
§ 4 Medlemskabets ophør
Et medlem kan udtræde af klubben efter skriftlig meddelelse herom til bestyrelsen. Det forudbetalte kontingent tilbagebetales ikke.
Stk. 2 - Har et medlem ikke betalt sit kontingent til tiden, bortfalder al medlemsservice fra klubbens side indtil vedkommende evt. betaler kontingentet.
Stk. 3 - Et medlem, der modarbejder klubbens formål, kan af bestyrelsen blive ekskluderet af BB-klubben. Eksklusionsbeslutningen skal prøves på førstkommende generalforsamling. Det ekskluderede medlem har møde og taleret til det pågældende punkt på dagsordenen.
Stk. 4 - Medlemmer (opdrættere), der bliver ekskluderet eller suspenderet af en hovedklub i FIFe-regi, er automatisk ekskluderet af BB-klubben. jf. §3, stk 1.
§ 5 Generalforsamling
Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed.
Stk. 2 – Generalforsamlingen afholdes hvert år i september, og indkaldes af bestyrelsen via annoncering på BB-klubbens hjemmeside samt via elektronisk nyhedsbrev, med mindst tre ugers varsel.
Stk. 3 - Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, dersom bestyrelsen beslutter dette, eller når mindst 25% af medlemmerne kræver det.
Stk. 4 - Generalforsamlingen vælger en bestyrelse til at varetage den daglige ledelse af klubben og udføre generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 5 - Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være indsendt til bestyrelsen senest ved udgangen af juli måned forud for generalforsamlingen. Et forslag kan kun behandles på generalforsamlingen, hvis det enten er nævnt i indkaldelsen eller medlemmerne senest 8 dage før generalforsamlingen via BB-klubbens hjemmeside er gjort bekendt med at det indkomne forslag kommer til behandling. Forslag til vedtægtsændringer skal vedtages med mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede (inkl. fuldmagter). Andre forslag vedtages ved simpelt flertal.
Stk. 6 - Afstemningen sker ved håndsoprækning eller i form af fuldmagt. Skriftlig afstemning finder sted blot et medlem af generalforsamlingen ønsker dette.
Stk. 7 - Indkaldelsen skal indeholde følgende: Dagsorden og evt. indkomne forslag. Blanket til fuldmagt kan hentes på BB-klubbens hjemmeside. Fuldmagt skal fremvises ved indskrivningen til generalforsamlingen. Regnskab for det forløbne år, budget for det kommende år og indkomne forslag offentliggøres senest tre uger før generalforsamlingen på BB-klubbens hjemmeside.
Stk. 8 - Dagsordenen for generalforsamlingen skal indeholde:
- Deltagerregistrering
- Valg af dirigent
- Valg af stemmetællere
- Godkendelse af bestyrelsens beretning
- Godkendelse af regnskab
- Godkendelse af budget
- Behandling af indkomne forslag
- Fastsættelse af kontingent
- Valg af:
Bestyrelsesmedlemmer
Revisor
Revisorsuppleant
- Eventuelt
Stk. 9 Referat af generalforsamlingen godkendes af dirigenten og hele bestyrelsen. Referatet eller tilsvarende information om de på generalforsamlingen trufne beslutninger bringes på websiden.
§6 Bestyrelsen
Bestyrelsen udgøres af 6-8 medlemmer, heraf vælges kassereren på generalforsamlingen
Stk. 2 - Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen.
Stk. 3 - Bestyrelsen skal bestå af både Brite-ejere og Burmeser-ejere, fortrinsvis ligeligt fordelt.
Stk. 4 - Bestyrelsen konstituerer sig selv, dog således at en arbejdsdeling klart fremgår.
Stk. 5 - Bestyrelsesmøder afholdes så ofte det er nødvendigt, eller når mindst tre bestyrelsesmedlemmer ønsker dette, dog mindst 3 gange årligt, evt. i form af telefonmøde. Bestyrelsesmøder indkaldes med mindst 1 uges varsel. Der føres referat fra møderne og disse offentliggøres på BB-klubbens webside.
Stk. 6 - Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede.
Stk. 7 - Træk på konto kan kun foretages af kassereren. Kassereren aflægger status på konti ved hvert bestyrelsesmøde eller ved anmodning om dette.
Stk. 8 - Fratræder et bestyrelsesmedlem i valgperioden fortsætter bestyrelsen uændret ind til næste ordinære generalforsamling. Såfremt antallet af bestyrelsesmedlemmer ved fratrædelse bliver mindre end 4, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling til valg af supplerende medlemmer. Et sådant valg sker kun for den resterende del af den fratrådtes valgperiode.
§ 7 Valg af bestyrelse
Bestyrelsens medlemmer vælges for to år ad gangen. Året efter vedtægternes vedtagelse vælges fire medlemmerfor to år og et medlem for et år. Herefter vil der være fire bestyrelsesmedlemmer på valg ved hver ordinær generalforsamling. Revisor vælges for to år ad gangen. Revisorsuppleanter vælges for et år ad gangen. Kasserer vælges på generalforsamlingen for to år ad gangen.
§8 Stemmeret og valgbarhed
Stemmeret kræver, at kontingentet er indbetalt senest 30 dage inden generalforsamlingen jvf. §4.
Stk. 2 - Valgbarhed forudsætter mindst 3 måneders medlemskab, samt at medlemmet enten er mødt frem på generalforsamlingen eller på forhånd har givet skriftligt tilsagn. Som bestyrelsesmedlem kan kun vælges en person per husstand. Prøvemedlemmer og medlemmer i restance har ingen stemmeret, og har ingen valgbarhed. Et medlem kan højst medbringe fem skriftlige fuldmagter fra ikke tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer.
§9 Regnskab og revision
Klubbens årsregnskab skal udarbejdes i overensstemmelse med god regnskabsskik. Og underskrives af revisor (evt. revisor-suppleant) og kasseren.
Stk. 2 - Regnskabsåret løber fra 1. juli til 30 juni året efter.
Stk. 3 - Kasseren fører det daglige regnskab og udfærdiger årsregnskabet.
Stk. 4 - Regnskabet skal godkendes af den på generalforsamlingen godkendte revisor.
§10 Klubblad
Klubbens blad erstattes af digitale artikler på websiden
§11 Opløsning eller deling af klubben
En eventuel beslutning om at dele klubben i henholdsvis en Briteklub og en Burmeserklub, skal ske efter følgende procedure:
Deling af klubben skal være et punkt på generalforsamlingens dagsorden. Vedtagelse af en sådan deling kræver mindst 50% af medlemmerne afgiver stemme enten pr. fuldmagt eller ved fremmøde på generalforsamlingen. En deling kræver, at mindst 67% af de afgivne stemmer er for en deling. Vedtages delingen skal klubbens midler - aktiver samt passiver - fordeles forholdsmæssigt efter hidtidige antal betalende medlemmer, der overgår til den nye Briteklub og Burmeserklub. Hver husstand tæller 1 stemme.
Klubben er stiftet d. 12.10.1988 og vedtægterne er vedtaget på generalforsamlingen d. 24.09.1997.
Vedtægterne er senest ændret 07.9.2013
Vedtægterne er senest opdateret Sep.2017
pdf