TO BE OR NOT TO BE

Tekst af Marina Böhrnsen

At være eller ikke være opdrætter, er et spørgsmål, man måske på et tidspunkt stiller sig selv. Man har haft en eller to kastrater i nogle år og fundet ud af, at man vil noget mere, besøgt kattevenner med killinger og er blevet skruk eller bare fundet ud af, at det med killinger skal da prøves. Stiller man sig først det spørgsmål, skal det gerne føre til nogle flere, både spørgsmål og overvejelser. For hvad vil det egentlig sige at være opdrætter.

Et billede, der kan smelte ethvert opdrætter hjerte

Ønsker man bare at prøve, hvilken fantastisk oplevelse det er, at have en gravid hunkat, der får killinger og følge deres udvikling og opvækst, er det måske meget nemt. Man behøver ikke et stamnavn til det første kuld, det er tilladt at trække stamtavler på det første kuld uden. Man kan også vælge at få flere kuld. Find en hankat af samme race, par hunkatten og få nogle kuld søde killinger, der findes gode hjem til.

Men er man så opdrætter i ordets bogstavligste forstand, eller skal der mere til?

De fleste finder ud af, at det måske ikke er så let alligevel. Man render ind i forskellige problemer, hunkatten vil ikke parres med den udkårne, hun kommer ikke i løbetid på det tidspunkt, der lige passer med ferien, hun har fødselsproblemer, killingerne bliver syge, måske kan ikke alle killinger sælges til den normale tid eller pris og hvad der ellers kan dukke op af mere eller mindre ”interessante” overraskelser. En ting er sikkert, man finder ud af, at det ikke kun er ren hygge med et kuld killinger, at være opdrætter kan koste blod, sved og tårer og vil gøre det på et eller andet tidspunkt i ens karriere.

Bruntabby British killing		Burmeser killing

Har man alligevel besluttet sig for at opdrætte, er det en god ide at gøre det rigtigt fra starten af. Det basale er naturligvis at finde ud af, hvilken race, der passer til ens personlighed, familieliv og opfylder de ønsker, man har til sin fremtidige hobby. En hobby, man skal være klar over, ofte bliver en livsstil.

Det er i dag muligt at finde utroligt mange oplysninger på nettet, men det kan ikke erstatte det at komme ud og besøge kattene, og ikke mindst menneskene bag, opdrætterne. Det samme kan siges om et udstillingsbesøg, som kan give det første hint om, hvilken race, der vil passe, men det er en anden oplevelse at se ”sin” eventuelt kommende race i sine hjemlige omgivelser. På denne måde vil man kunne sikre sig, at det nu også er det temperament, der passer, men også om de mennesker man møder, er dem, man kan forvente at få den rigtige viden, hjælp og rådgivning af, og om man svinger så godt med dem, at et eventuelt godt samarbejde kan etableres.

At være opdrætter er nemlig ikke bare at få et kuld killinger i ny og næ og sælge afkommet. At være opdrætter er at påtage sig et ansvar, sætte sig og ikke mindst forsøge at følge sine mål og arbejde på at ville forsøge at gøre en forskel.

Sætter man et kuld killinger i verden, er der et hav af overvejelser, man skal gøre sig inden. Lever hunkatten op til standarten? Har hun et temperament, der er godt nok? Hun skal jo præge sine killinger. Er hun sund og rask med en god bygning, så hun kan føde killinger og give dem et godt og sundt immunforsvar? Hvordan med forældre og bedsteforældre, hvordan ser de ud, kender man til arvelige lidelser i familien osv. Derefter de samme overvejelser med den udkårne, vores super hunkat skal parres med. Det er her, det kan være guld værd at have en seriøs og erfaren opdrætter til hjælp. Denne kender til, hvad der kan ligge af arvelige problemer, der ligger i racen, kan fortælle om stamtavler og støtte op om at undgå de mange faldgruber, man som ny opdrætter uden tvivl løber ind i.

Det er vigtigt, at man som opdrætter er opmærksom på, at de killinger, man sætter til verden er næste generation i den race, man har viet sin interesse, at huske at værne om sundheden, temperamentet og genpuljen. En af de almindelige faldgruber er ”matadorhanner”. Man ser et pragteksemplar af en hankat vinde igen og igen på udstillingerne. Alle vil gerne have en bid af succesen, og hankatten får besøg af hunkat efter hunkat eller hans afkom sendes i stor stil til videre avl. Man behøver ikke tænke særligt længe, for at være klar over, hvilken effekt det kan have på de næste generationer, især i racer med små genpuljer. Den vigtigste medspiller i sådan en situation, er faktisk ejeren af hankatten, det er ejeren der skal formå at sætte bremserne i, når det er nok og ikke lade sig forblænde af succesen og pengene.

Lillatortie British med killinger		Burmeser killinger

Som ny i kattesporten lader man sig også let forblænde af en enkelt opdrætter. Men for at kunne begynde at danne sig sine egne meninger og holdninger, kan det være sundt at finde flere såkaldte ”mentorer”, der kan vejlede og guide i den jungle, man let forvilder sig ind i. Vigtigt at have for øje er også at undgå at blive ramt af den farlige ”katteriblindhed”, denne lidlese bremser mere end gavner. For mig indbefatter denne ”sygdom” ikke kun, at man har problemer med at se fejl på egne katte men også, at vi skal lære at forstå, at vi alle er i samme båd, at alle som har killinger, går på udstillinger, køber nye avlskatte på et tidspunkt rammes af problemer, uheld eller sygdomme. Ingen er perfekt, den perfekte kat er ikke født endnu, men indser vi det og erstatter katteriblinhed med fremsyntethed, udvikling, forståelse, tolerance og ikke mindst plads til samarbejde er vi et godt skridt på vej til at blive gode opdrættere.

Lilla British killing		En bunke Burmeser killinger