Velkommen Gæst log ind eller Bliv medlem  
 

KØB AF KAT

Tekst af Katrine Stilbo

Det er altid spændende at skulle ud og finde sig den helt rigtige lille ven for livet, og når den rigtige race er fundet, så går jagten for alvor ind. Netop fordi det er en ven for livet, så er der et par ting, der er vigtige at huske på.

Lilla British Shorthair killing Burmeser han med killinger

På besøg hos opdrætter

Såfremt du ønsker at tage en ven med, så vær sikker på at opdrætteren ved det. Det er jo trods alt opdrætterens private hjem, du besøger. Det er en god idé at spørge opdrætteren, om det er i orden at tage børn med. Katte, der ikke er vant til børn, er ved første møde ikke altid udelte begejstrede for dem.

Undersøg gerne på forhånd om opdrætteren er registeret opdrætter. De fleste opdrættere er registreret i Felis Danica.

At købe en kat med stamtavle, betyder ikke, at katten automatisk er sund og rask og at alt er i orden, men gennem Felis Danica, har du en organisation i ryggen hvis uheldet skulle være ude.

Hvordan ser kattene hos opdrætter ud? Ser de friske og velnærede ud? Øjnene skal være fri for betændelse, næsen skal være ren og bagdelen skal være ren og pæn. En tommelfingerregel er, at en killing bør veje 100 gram pr. leveuge. Dvs. at en killing, der er 14 uger gammel ikke bør veje mindre end 1200 gram. Leger killingerne og virker de trivelige? En hunkat med killinger kan godt være meget tynd at se på, det betyder ikke, at hun er syg, for det er hårdt arbejde at opfostre et kuld killinger, og det tærer naturligvis på kræfterne. Sygdom kan ramme alle, og sygdom betyder ikke, at opdrætteren ikke passer på sine katte. Der er derimod ingen undskyldning for bevidst at lade syge katte flytte hjemmefra.

Opdrætteren har sikkert en masse spørgsmål til dig. For opdrætteren er det vigtigt, at killingerne får sig et blivende hjem, hvor der bliver taget godt vare på killingen. Husk at opdrætteren har været jordemoder og har passet og plejet killingerne fra dag 1. Når man har lagt så meget i hver enkelt killing, så betyder det naturligvis også meget, hvor killingen kommer hen.

Killingerne kommer dig nødvendigvis ikke løbende i møde når du træder ind ad døren. Mange killinger foretrækker at se dig lidt an, før de kommer og hilser på. Kommer du mens killingerne er i gang med en god leg, har de tit for travlt til at snakke med mennesker. Hav lidt tålmodighed, for når de har leget færdig, er de sikkert klar til at nusse.

Killinger skal være mindst 14 uger uger gamle, før de må forlade deres mor. Før 14 ugers alderen er hunkatten ikke færdig med at opdrage på dem. Man kan sige, at de endnu ikke har lært hvordan ”man er kat”.

Flere og flere opdrættere vælger at neutralisere og færdig vaccinere deres killinger, inden de flytter hjemmefra, således at killingerne er nærmere 14-16 uger end 14. Killinger kan ikke blive for længe hos deres mor, og de vil ikke knytte sig mindre til dig, selvom de er et par uger ældre.

En kurvfuld Burmeser killinger Sorttabby British Shorthair killing

Overvejelser

Det er ikke svært at finde en god og seriøs opdrætter, men det er let at falde i de forkerte hænder. Køb aldrig en kat af medlidenhed! Du hjælper opdrætteren til at fortsætte sin ugerning, og det er ingen tjent med. Vær ikke bange for at sige ”Nej tak” hvis ikke du føler, at du trygt ville lade din killing flytte tilbage i en situation, hvor du ikke længere kunne have den boende, for så er det nok ikke det rigtige sted at købe kat.

En opdrætter der er registeret i Felis Danica, er forpligtet til at søge stamtavle på samtlige killinger, derfor skal du forvente, at der følger en stamtavle med din killing. En ægte stamtavle er som regel stemplet og underskrevet af Felis Danicas stambogsfører. Enkelte opdrætter i andre forbund, men det er få. Hvis ikke stamtavlen er stemplet og underskrevet, er papiret ugyldigt.

Udover at søge stamtavler, er opdrætter også forpligtet til at lade sine killinger vaccinere når de er 12 uger gamle. Dette skal ikke koste ekstra. Forvent at der følger en, af en dyrlæge, underskrevet sundhedsattest med.

Lilla hvid British Shorthair killing Blå British Shorthair killing

Andre overvejelser

Der er et par vigtige ting, som er specielle for både Briten og Burmeseren. Det er ting, du skal tænke over, når du vælger den opdrætter, du ønsker at købe killing af.

For Briten gælder det:

Er killingens forældre scannet for HCM? (Se "HCM i British" under "Værd at vide") Det bør de være. Bed evt. om at se scanningsresultaterne.

To British Shorthair killinger og en Longhair Et kuld blå British Shorthair killinger
Designed & Developed by: J. Creations
Email : j_creations2001@yahoo.com
ⓒ Copyright 2011 BB-klubben. Billeder og tekst må ikke gengives uden tilladelse.
Browser: Internet Explorer. Minimum skærmopløsning: 1024x768.