LIDT OM GENETIK
Tekst af Katrine Stilbo
Emnet genetik dækker over rigtig mange ting. Det være sig alt fra farven på pelsen til alvorlige sygdomme. Uanset, om man vælger, kun at få et enkelt kuld killinger i hele sit liv, eller om man ønsker at opdrætte for alvor, så er det noget, man bør sætte sig nøje ind i, da det kan vise sig at være værdifuldt for de kommende killingers liv og deres fremtidige ejere.
Mange tænker måske ikke så meget over, hvad der sker, når man parrer to katte med hinanden, men som sagt er det ikke uvæsentligt.
Hos alle levende væsener findes der sygdomme og tilstande, som er arveligt betingede. Ofte får racekatte skyld for at være indavlede mere syge og lidt sarte. Spørgsmålet er, om det hænger sammen med den øgede opmærksomhed, som opdrættere gennem årene har haft netop på sundhed hos deres race, snarere end at racekattene er mere sarte.
Huskatte, der lever på f.eks. en gård, vil som regel også være indavlede. Hankatten der bliver far til et kuld killinger, vil ikke senere skele til, at det er hans egen datter, barnebarn eller søster han parrer, når hun er blevet gammel nok.
For at forstå, hvad der sker, uanset om det er farven på katten eller en alvorlig sygdom, må man først forstå det grundlæggende i genetik. Det er så stort et emne, at det er alt for omfattende at gå i dybden med her. Dog kan det helt sikkert anbefales selv at sætte sig ind i det, enten ved at deltage i de genetikkurser, der jævnligt tilbydes af de forskellige hovedklubber under Felis Danica, eller ved at læse nogle af de bøger, der er skrevet om det.
”Robinsons Genetics for Cat breeders and Veterinarians” af bla. Lorraine Shelton kan anbefales.
En hankat (eller en mand) har et sæt kromosomer, der består af et X og et Y. Hunner har et sæt, der består af to X’er. Det er derfor hankatten der ”bestemmer”, hvor mange hanner og hunner, der kommer i et kuld killinger. Både hun og hankatten bidrager jævnbyrdigt til de egenskaber/tilstande, som deres killinger får. Teoretisk set vil fordelingen være 50/50, men et er teori og et andet er virkelighed. Ved at analysere begge forældrekatte ved man altid, hvilke farver der vil være sandsynlige i et kuld. Ønsker man forud for en parring at vide, hvilke farver killingerne kan få, kan man benytte forskellige hjemmesider til formålet. Det kan dog godt betale sig at sætte sig ind i det, men det kan være en hjælp.
Man taler om ressive og dominante gener. At noget er ressisivt vil sige, at det bæres skjult af katten. Det er det, der gør sig gældende ved f.eks. fortynding, langhår og masker. Ved at parre to sorte katte, kan der herved komme blå killinger. Hvis det er tilfældet, er det fordi begge forældrekattene er bærere af et fortyndingsgen. Når killingen får fortyndingsgenet fra begge forældrene, kommer det til udtryk i den blå farve. Der skal altså to til en tango, når det gælder ressisive gener.
|
|
|
|
Denne langhårede British killing har to gener for langhår
|
|
Denne British kat har det dominante gen for sølv
|
Ved de dominante gener, er det meget mere simpelt. Enten er det der, eller også er det der ikke. Sølv er f.eks. dominant, dvs. at enten er katten sølv eller også er den det ikke. Når det sommetider sker, at der dukker en sølv killing op i et kuld fra to ikke-sølv forældre, er det fordi en af kattene er registeret forkert. Et dominant gen kan ikke bæres skjult!
Arveligt betingede sygdomme deles også op i ressisive og dominanter gener. Derfor er det væsentligt at kende til det.
Nogle ting er dog polygenetiske og med variabel penetrans. Polygenetisk (poly=mange) betyder, at der skal være flere forskellige gener tilstede på én gang, før denne tilstand kommer til udtryk. Variabel penetrans betyder, at det varierer, i hvilken grad og hvornår tilstanden kommer til udtryk.
Denne side er et besøg værd, hvis man ønsker mere information: PawPeds – information til opdrættere